Op og afsted til toget. Vi er på ferie, men resten af Kandy skal på arbejde og med 4 personer samt bagage, går det langsomt i en tuktuk. Bertel sidder yderst og konstaterer tørt, at der vist ingen færdselsregler er i Kandy. Chaufføren laver en 3. vejbane og kører næsten tæerne af gammel dame og hendes 5 børnebørn. Vi når toget og smutter ind på 2. klasse, hvor vi sætter os godt til rette for at nyde de næste 7 timer gennem theplantager, som vi blev lovet af alle de andre, der har rejst her før os. Vi kører forbi små stationer i glade farver og Mads finder en åben dør i toget, som han og Rasmus sætter sig i. Benene dingler ud af toget og det ser hyggeligt og dejligt ud. Farverne i landskabet er vilde og når solen finde vej gennem skyerne, er plantagerne næsten selvlysende. Alle færdes på skinnerne, som fungerer som almindelig gangsti, hvilket giver god mening. Alligevel sker det, som nok sker alligevel. Toget stopper pludseligt og i et ryk. En mand nåede ikke at hoppe fra skinnerne i tide. Han er påkørt, men i live og kommer med i toget til næste station. Så er det ikke så sjovt mere at sidde med benene ud af toget. Vi nøjes herefter med vinduet.

Fremme i Ella finder vi hotellet og smutter hurtigt ned i byen for at sidde med kolde øl og sodavand. De næste par timer bliver Mads og jeg trynet i henholdsvis 500 og Røvhul. Henne ad vejen skal vi spise curri og mens vi sidder der, åbner himlen sig og de næste par timer står regnen ned i stride strømme.

Der dufter dejligt frisk i Ella, da vi godt mætte sætter kursen mod hotellet. Rasmus og Bertel læser, mens vi kigger billeder fra dagen og taler om turene rundt omkring Ella til næste dag. Øv, at der ikke er pool på vores lille hotel, for når man har hiket, skal man en tur i poolen. Det hænger sammen, mener begge unger. Vi har derfor kig på en tur i morgen til Rawanafaldene, hvor man måske kan bade nedenfor. Det tager lang tid at falde i søvn, for der er tusinde lyde i natten. Fugle, frøer? og meget andet, som man først lægger mærke til, når man er helt stille og skal til at sove. Mads og jeg sidder udenfor og her kl. 23.30 er det ikke lykkedes endnu, men det hjælper at høre musik mor! Så ud af vinduet kan vi hører, at de sætter Saybia på. Det er i hvert fald bedre end katten i løbetid, som vi må døje med herude på terrassen.