Havet – her kommer vi

Vi tager formiddagen med på hotel Cassandra. De britiske drenge er her stadig og alle 5 unger løber marathon i poolen og laver bomber. Det er helt vemodigt at skulle tage afsked, men kl. 12 triller vores taxi mod østkysten. Vi skal ud til havet og have rigtig slapperferie. Undervejs passerer vi kirkegårde fra kolonitiden og hindutempler, for vi bevæger os nu ind i hinduland. Udsmykningen i taxien er også skiftet ud. Nu kigger vi på Ganesha og Vishnu i stedet for Buddha.

I Upperveli har drengene ligesom på Cassandra deres eget værelse. Det flyder og roder og “vi bestemmer her”, lyder det enstemmigt fra drengene.

Næste morgen skal vi med båd ud til Pigeon Island. Vi har hørt meget om de koralrev, der ligger her samt mulighederne for at se sortsnudet hajer og havskildpadder. Vi er tidligt på den og glæder os. Stranden på Pigeon Island er oversået af døde koreller. Det er dels turister, der tramper rundt, men mest arven fra tsunamien, der ramte her i 2004 og ødelagde store dele af revet omkring den nationalpark, som øen udgør.

Vi hopper i og vores bådfører hopper med. Han har Rasmus i hånden og danner makkerpar med ham. Nationalparken har opsat bøjer, som vi må snorkle indenfor og vi starter på rundturen hen over 90% døde korelrev. Jeg er simpelthen så trist over at se det og tænker tilbage på de levende koralrev, jeg har set på mine rejser tilbage i 90’erne. Mads mener, at det er udviklingen på alle større rev og at årsagen primært skyldes klimaforandringer og global opvarmning i havene.

Og der er den. En kæmpe havskildpadde gnaver af koralrevet under os. Den er så stor, mens den nærmest står helt på hovedet i havstrømmen i sit måltid. Den er ligeglad med os og spiser videre. Wow!! Vi svømmer videre, og der er hajerne. Vi når at se 5 hajer. De dukker op ude i kanten af vores synsfelt og er hurtigt væk igen. Bertel, der ellers har hajskræk, er helt høj af glæde.

Vi samler skaller og vender tilbage til hotellet et par timer senere godt møre af sol og saltvand, hajer og højt humør.

Mads vil til byen Trincomalee og snuse rundt, så vi farter afsted i tuktuk om eftermiddagen. Her køber vi igen lutter gode sager: Mads får elefantbukser, Rasmus får en stegepande til pappadurum, Bertel får en vifte og alt er godt. Vi runder også det store hindutempel ved Swami Rock.

Om aftenen spiser vi på Rice and Curry. Rasmus tegner på væggen. Det har alle andre gjort og væggen er en oversigt over gæsternes anmeldelser. Vi slutter os til koret og giver vores anmeldelse på dansk. Mens vi spiser, hører vi den elektriske version af Für Elise. Vi ved, hvad det betyder. Så er den lille brødtuktuk i nabolaget og sælger Bertels yndlingsbrød.

Vi slutter dagen i havet lige nedenfor hotellet og tæt på vores frokoststed Golden Beach Cottage. Her holder rødhårede britiske Alice til. På Alices restaurant har vi fået gode milkshakes og samosaer. Her fik vi også øl i thekander, da hun ikke lige havde licens til den slags. Så nemt kan det klares.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *