Sigiriya ved fuldmånetid

Drengene sover og vi sidder på terrassen i 30 graders varme med en kold øl og kigger på fuldmånen. Med mindre man er hjemmevant i Buddhistiske traditioner i Sri Lanka, er det jo i sig selv ikke en mærkelig kombination. Men fuldmåne her er også automatisk lig med Poyadag, hvor man altså ikke nyder alkohol, hvorfor alle voksne gæster i restauranten i dag, drak sodavand. Vi har så efterfølgende mod lidt ekstra betaling fået en snigerøl op på værelset, da vi ikke var så velbevandrede i Buddhistiske helligdage. Ingen kød i dag og altså heller ikke alkohol.

Vi synes nu alligevel, at det var tiltrængt efter en tur op på Sigiriya – Løveklippen i dag. Det er vel Ayers Rock i Sri Lanka og så skal man forstille sig, at der i det 5. århundrede lå et kæmpe paladskompleks ovenpå. Alle fundamenterne er intakte. Det er derfor ikke svært at forstille sig, hvilket vanvittigt projekt, det har været at etablere et fort/palads på toppen. Nedenfor er haver i adskillige variationer og undervejs i opstigningen ledes vi gennem hængende terrasser med vægmalerier af veldrejede kvinder i lækre positurer. Det hele er temmelig overvældende, især fordi det, ligesom med pyramiderne, selv i dag ville være et gigantisk, næsten umuligt konstruktionsarbejde.

Klippen blev opdaget af en britisk arkæolog tilbage i 1895. Navnet Løveklippen kommer af de store poter, hvorigennem man stiger op til sidste niveau på klippen. Det har været en hel løve engang, men nu er altså kun de flotte poter tilbage. Fantasien giver os resten af billedet.

Også her kan man købe sig fattig i alskens ting og sager. Valget for drengenes indkøb bliver i denne omgang en stenskulptur  af Sigiriya og en konkylie med indgraveringer. Det kunne dog ligeså godt have været en sort fløjlsbordløber med kvinder og elefanter i neonfarver samt en kohornsdåse med plasticperler. Udbuddet var virkelig stort!

Hjemme i poolen stifter ungerne bekendtskab med 2 britiske drenge på 12 og 14. Nu er det vældig praktisk at have lært engelsk i skolen og de skal lige i gang. Bertel mumler, at han ikke kan så meget engelsk, hvortil den engelske dreng svarer, at han da ingen dansk kan overhovedet. Så er alt godt og dyk, akrobatik og fangeleg dyrkes intenst de næste mange timer. Faktisk helt til poolmanden kommer og vil rense anlægget. Så slutter legen med en aftale om at mødes igen næste morgen. Ingen ved hvad drengene fra England hedder. Men det er også ligemeget mor, siger Rasmus, vi leger jo lige godt af den grund, – og det har han jo ret i . De har også kun leget sammen i ca. 6 timer i dag ; )

Vi kigger lige på mobilen og ser, at de i morgen lover snestorm på Bornholm og 36 grader her i Dambulla.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *