Kandy – Vi så det hele undtagen tanden

Morgenmad og så afsted i poolen. Det er 30 grader og meget fugtigt!

Nede af vejen ligger en af de største helligdomme på øen. Et stort tempelkompleks, hvor Buddhas tand, den originale selvfølgelig, er opbevaret i pomp og pragt. Som alle ved, også vi, skal man være anstændig klædt. Det opfylder alle drengene i familien, men ikke jeg. Så afsted efter noget langt og anstændigt. Det kan man heldigvis købe lige rundt om hjørnet. Jeg er nok ikke den første, der har glemt kjolen derhjemme, så det er hurtigt klaret og så ind og se tanden. Templet er ca. 200 år gammelt og under renovering. De er endnu ikke færdige med at udbedre skaderne efter et bombenedslag tilbage i 1998 begået af De Tamilske Tigre. Konflikten mellem Buddhister og Hinduister på øen sluttede officielt i 2009, men en stille uro lurer åbenbart stadig. Senest med en opblussen i Kandy i marts i år, som resulterede i et udgangsforbud og lukning af sociale medier. Nu er det så muslimerne der føler sig undertrykt. Alt i byen er nu tilbage til normalen.

Mens vi går rundt i templet kan vi også se, at der har været konflikter, dog ikke om territorium på Sri Lanka, men om Buddhas tand. En billedfrise illustrerer tandens rejse fra Buddhas sidste bålfærd og frem til i dag. Den har både været i hænderne på inderne, portugiserne og englænderne. Nogle af dem har prøvet at ødelægge relikvien, men altid er den mirakuløst vendt tilbage. Nogle rygter siger, at det kun er en kopi af tanden, der ligger i templet, meeen det tror vi nu ikke. Det samme siger alle de besøgende pilgrimme og skolebørn, der sidder i intens bøn ved siden af medbragte offerblomster. Bertel regner sig frem til med vanlig logisk sans, at det er evt. ligger bag forhænget i ni forseglede kister må være en kopi af en kopi af en kopi. Men når man nu bare tror, siger Mads, så er det jo ligemeget. om vi kan regne ud, at den er en kopi. Vi kan ikke undersøge det, for tanden er så hellig, at den er helt skjult. Vi ville ellers gerne!

Vi bliver i templet en halv time mere for at pjaske i vand udenfor. Det er køligt. Det synes skolebørnene også, men de er jo i skole og ikke på ferie som vi, så de må pænt gå i række indenfor med deres blomster til Buddha.

På vej tilbage til hotellet taler vi om prisforskelle og arbejdsløn. En tjener får omkring 180 kr. om måneden. En lærer 550 kr. Vores taxichauffør drømmer om et hus i bakkerne ved Kandy. Grunden koster 50.000$. og at bygge et lille hus selv koster ca. 30.000$. oveni. Der er lang vej til drømmen, så i mellemtiden bor han hos sin svigerfamilie.

Vi har købt en ananas til frokost og på vejen op, spørger jeg, om jeg må låne en kniv i restauranten. Den vil blive bragt. Oppe på værelset ringer hotelmanageren og beklager, de har kun knive i køkkenet til ananas, men han vil sende en tjener op for at hente ananasen. Så skal de nok skærer den ud for os nede i køkkenet. Mads griner ad mig og siger, at jeg er håbløs. Børnene kunne godt huske det med lønnen, så vi råber alle, at Mads skal give godt med drikkepenge, da fyren kommer tilbage med en smukt udskåret ananas.

Eftermiddagen går med at tulle ned til Kandy Lake Klub og se traditionel trommedans. Det har ikke ændret sig siden Mads var på Sri Lanka for 33 år siden. Han kan oven i købet fremvise billeder magen til dem, jeg har taget under showet. Der er dans, tomme og ildslugning samt en afslutningsopvisning i gang på kul.

Aftensmad på en dejlig lokal larmende restaurant i byen. Det regner, da vi går derfra og så må desværre : ) ind i en tuk-tuk igen. Nøøøj, de er sjove. Ungerne og jeg vil gerne købe 2 til vores næste eventyr. Så kan Mads og jeg køre hver vores med ungerne bagi. So ein ding muss ich auch haben!

Sri Lankansk gin og tonic på terrassen, glade unger i poolen og så skal vi til Ella i morgen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *