Hvorfor er morgentheen så stærk?

Vi skal se thebladeproduktion i dag. Markerne vi kommer forbi på vores ture rundt i Ella, leverer alle til 3 thefabrikker i området. Det tager kun 24 timer at producere the klar til export, men processen er alligevel lang. Theplanten, som viser sig at være et træ, hvis den ikke klippes ned hver 14. dag, kan blive 10 meter høj. De yderste nye blade har mest koffein og antioksidanter. De er 1. sortering og export. Bladene længere inde på stænglen er 2. sortering og til salg i Sri Lanka.

Processen starter med en let tørring i et halvt døgn. Herefter bliver bladene rullet maskinelt, så bladene knækker. Dette gør, at der frigives enzymer, som sammen med ilt gør at bladene oxiderer. Oxidationen stoppes ved en kraftig opvarmning, hvor theen bliver helt tør. Ved tørringen falder stilkene af bladene, som herefter tages fra som biprodukt til brug til gødning ved theplanterne. På trods af hele ovenstående proces er det stadig muligt at adskille de nyeste blade fra de ældre ved hjælp af theens farve. I gamle dage sorterede man nye og gamle blade inden produktion og havde derfor 2 seperate produktionslinjer. I dag er det muligt at sorterer via en farvegenkendelseslaser i næstsidste produktionsled.

Tilbage er kun sorteringen i 4 størrelser af thesnuller. Jo mindre thesnuller, jo kraftigere smag og større indhold af koffein. Denne sortering er til morgenthe, mens de største thesnullerter er til aftentheen, hvor man ikke ønsker så meget koffein.

Mens vi går rundt blandt heftigt maskineri i 40 graders varme, suser små kvinder omkring med sækker og kasser fulde af the i forskellige stadier. Vi går lidt i vejen, men får alligevel lov til at tage et par billeder.

Vi slutter med at smage på alle 4 varianter i 1. sortering i shoppen, hvor vi køber godt ind. Farfar skal have morgenthe, siger Rasmus. Mormor og morfar får en mildere eftermiddagsthe. Drengene køber selv den helt milde og lyse aftenthe.

Vores tuktuk fra udturen har ventet på os udenfor. Han ville hellere vente på os end at køre tom tilbage. Det er også meget mere klimavenligt!

Eftermiddagen går inde i byen, hvor drengene shopper i Ella, mens Mads og jeg tjekker ind på en café med en kold mojito.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *