Skål i Shkodër – Far, Søn og Første Fadøl!

Velkommen til vores allerførste blogindlæg – og ja, det er IKKE mor, der skriver den denne gang.
Det var egentlig ikke meningen, at der skulle være en blog… men mor sagde og vi gjorde som der blev sagt, så her er vi altså. Nu håber vi bare, at det virker – både bloggen og rejsen.

✈️ Dag 1 – Fra konfirmation til balkan
Vi startede vores dag i København, hjemme hos Christina og Thomas, hvor vi overnattede efter en super hyggelig konfirmation hos Aksel. Derfra kørte David os i lufthavnen, hvor vi sagde farvel til mor, Bertel og David.

Så gik det ellers lige igennem security og direkte ombord på første fly mod Tirana – med en hurtig mellemlanding i Wien. Alt kørte efter planen, og da vi landede i Albanien, stod der en fin lille Skoda Fabia klar til os. Sådan!

🛣️ Mission: Find mad
Første stop: Shkodër – den femtestørste by i Albanien, nordpå. Men inden vi kunne tænke på sightseeing, var der akut sultalarm.
Vi havde kun fået en bagel om morgen fra Circle K – Overraskende godt.

Vi gik all-in og ledte efter noget hurtigt – McDonald’s? Nope. Burger King? Nope igen.
Albanien kører åbenbart på et andet fastfood-game. Så vi skrev “fast food” i Google Maps… og fik lidt af hvert mest små gadekøkner. Systemet ville gerne have os til at køre ulovligt og gennem ikke-eksisterende veje, men vi endte alligevel ved en tankstation, hvor vi scorede:

Et brød – 50 lek (ca. 3,50 kr)

En chorizo pølse (180 lek)

En cola – med skruelåg der virker (!!!) (100 lek)

🏨 Velkommen til Shkodër – og til lidt skepsis
Efter 1,5 times kørsel ramte vi udkanten af Shkodër, og lad os sige det sådan: det lignede en forladt byggeplads. Vi begyndte at overveje, om vi havde lavet en fejl.

Men heldigvis: jo længere ind i byen vi kom, jo hyggeligere blev det. Smalle gader, farverige huse og små cafeer dukkede op, og pludselig stod vi foran vores hotel. Tjek-ind gik hurtigt, værelset var småt men lækkert og rent, og servicen var i top.

🍺 Første øl & første festmåltid
Vi smed taskerne og gik direkte op i hotelbaren for at tage hul på det vigtigste: en kold øl.
Pris: 200 lek (15 kr) – helt fair. Den første af forhåbentlig mange.

Sulten meldte sig igen, så vi gik på jagt efter aftensmad og fandt et pizzeria med udendørsborde og god stemning. Vi bestilte en “stor pizza” til 1150 lek, og tjeneren advarede os:

“Den er til tre personer…”

Men vi tog kampen op – og vi vandt. Mandfolk, jo jo.

💻 Og nu sidder vi her…
…på hotelværelset, med fyldt mave og håber, at denne blog bliver bare nogenlunde så god som den mor skriver (man har vel lov at håbe). Det er i hvert fald vores første indlæg, og hvis du læser med – tak fordi du gider.

I morgen venter nye eventyr på næste stop nemlig Theth.

One thought on “Skål i Shkodër – Far, Søn og Første Fadøl!

  1. Mor her: Wow, sikke en blogdebut! Det er en god start på en forhåbentlig inspirerende og spændende uge for jer to. Tak Rasmus for at tage udfordringen op. Så gør det ikke så meget, at min dag ikke helt kan matche: muge ud hos hønsene, sætte skilte på 8 låger i naturområde og vaske tøj 😉 sov godt. Glæder mig til at følge jer på turen. Knus mor og Bertel.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *